Jacob Hage

Fik et link til AdvertisingLab, hvor der er et par eksempler på nogle kreative visitkort:

Inkassovirksomhed

Tandlæge

Skilsmisseadvokat

Jeg er indehaver af fire forskellige hårde hvidevareprodukter, der hver for sig fungerer upåklageligt og opfylder deres respektive rolle i den daglige husholdning. Til trods for at produkterne er forskellige, så indeholder de den samme irriterende feature – spædbarnsfunktionen! Også kendt som “jeg-er-færdiiiiig-og-jeg-hyler-indtil-jeg-får-opmærksomhed”.

Kort fortalt:

• Opvaskemaskinen
  Udstøder fem brum af ca. 1 sekunds varighed efter endt opvask og gentager dette signal med et passende interval.
• Vaskemaskinen
  Udstøder 3×4 korte bip efter endt vask og gentager dette signal med et passende interval.
• Tørretumbleren
  Udstøder tre dybe brum (omtrent samme lyd som “ubåden dykker”-sirenen) af ca. 3 sekunders varighed og gentager dette signal med et passende interval.
• Ovnen
  Siger i sig selv ikke noget. Men den har en smart timer-funktion, så man kan få ovnen til at slukke på et bestemt tidspunkt (eller efter et bestemt antal minutter). For at markere, at ovnen slukker, så har man opfundet en vedvarende, høj og skinger bippende lyd. Den samme lyd benyttes også til “ægge-ur”-funktionen og fælles for begge funktioner er, at de fortsætter indtil man stopper dem.

Grundlæggende er audio feedback som regel en god ting. Ovennævnte funktioner er formentlig også opfundet i et forsøg på at undgå jordslået tøj eller brændt mad, men der er alligevel nogle brugsscenarier der er faldet på gulvet:

• Opvaskemaskinen
  Vi bruger ikke service nok til en daglig opvask, men over et par dage eller hvis vi har haft gæster, så er den fuld nok til at køre – det sker typisk OM AFTENEN inden MAN GÅR I SENG og dens standard program tager ca. 1,5-2 timer, hvilket svarer til, at man når at FALDE I SØVN, hvorefter man BLIVER VÆKKET af de føromtalte brummelyde. Et enkelt “brum” kunne for så vidt accepteres, men skidtet BLIVER VED! … og hvorfor er det lige, at det er vigtigt at jeg står op og slukker den? Det er jo ikke sådan, at den går i gang af sig selv fire timer senere…!? Og hvis den alligevel har processorkraft nok til at trigge en alarm, hvorfor i alverden kan den så ikke slukke for sig selv…?
• Vaskemaskinen
  Her er der fare for krøllet og jordslået tøj – så fint nok med en alarm… men igen: Hvorfor blive ved med at bippe? Hvorfor ikke ét højt bip og en funktion, der åbner lågen og slukker for strømmen?
• Tørretumbleren
  …er næsten den bedste. Den har bl.a. en indstilling, der hedder “Skabstørt”. Når “ubåds-alarmen” lyder og man iler til bryggerset er tøjet næsten altid… øhh… vaske-vådt. Ergo giver man den en tur til, hvorefter alarmen atter lyder… igen kunne hele hysteriet undgås, ved at maskinen selv åbnede lågen og lukkede lidt frisk luft ind.
• Ovnen
  Vi nærmer os “det intelligente køkken”… ovnen slukker jo rent faktisk, men hvorfor pokker gøre den opmærksom på det igen og igen!? Og ægge-uret, som jo bl.a. bruges til “sig-lige-til-om-3-minutter”-situationer, forudsætter jo at man befinder sig klods op af ovnen – klar til at slukke for bæstet.

Der sidder sikkert en eller anden professor klOVN, der kan redegøre for de forskellige alarmer – eller værre: Henvise til det sted i manualen, hvor jeg kan slå dem fra… men 1) funktionerne harmonerer dårligt med brugerens behov og skulle slet ikke at have været opfundet og 2) hvis det kræver en manual at slå dem fra, så er det dårligt design!

I kan finde mig i hulen foran bålet eller nede ved floden med mit vaskebræt…

Så sad vi endnu engang og prøvede at forstå, hvorfor nogle virksomheder gladeligt søsætter dyre kampagner (med tilhørende kampagnewebsites og div. markedsføringstiltag) uden at have gjort sig nogen overvejelser om hvem målgruppen er, hvilken effekt kampagne skal have og uden klare målsætninger eller bud på hvordan effekten skal måles… Hertil kommer så et reklamebureau, der har udviklet en række printannoncer for kampagnen til trods for, at ingen kan svare på, hvad annoncernes formål er (et vagt bud er, at de skal lede folk ind på sitet…).

Så starter planlægning af websitet. Et kommunikationsbureau støver de forrige års indhold af og arrangerer indholdet i en forfrisket version. Så langt så godt, men gæt om kommunikationshusets oplæg tilnærmelsesvis ligner printannoncerne – endsige følger op på den catchy kommunikation, der (muligvis) logger folk ind på sitet. Desværre ikke, og hvad værre er: I et forsøg på at fastholde folk og med en ambitiøs forventning om at skabe noget viralt hype om kampagnen, så har man de tidligere år forsøgt sig med lidt spil-agtige gimmicks. Disse faldt mærkeligt nok til jorden (heller ikke dengang undersøgte man, hvem brugerne var, hvad deres behov var eller hvordan man fik dem i tale).

I år er alle parter derfor rørende enige om, at vi i hvert fald ikke skal bevare gimmicken fra forrige år (hvilket giver meget god mening). Her skulle man tro, at der var en oplagt chance for at snige en rask lille analyseproces ind, men nej! Man vælger i stedet at gå i brainstorm-mode og diske op med tre-fire “friske” ideer til tant og fjas på sitet. Desværre kan alle og enhver finde på en idé, men en enkelt flycks idé (eller fire) løser ikke nødvendigvis organisationens behov. Hvis man ikke har gjort sig klart, hvorfor man sidder og ideudvikler eller hvilke behov man skal opfylde, så kan man heller ikke afgøre om den enkelte idé er god eller dårlig. (og tro mig, disse ideer var dårlige!)

Så nu har vi altså det gamle indhold i en 2007-opdateret variant (nej, der blev heller ikke analyseret på effekten af version 1 eller 2) samt forslag til en række mere eller mindre tossede spil/underholdningsindslag (hvoraf det ene er en ren kopi af et spil, der røg rundt på nettet for en række år siden). Og endelig har vi et spædt designoplæg, der stikker 100% af fra printannoncerne… hvad er sandsynligheden for, at det her bliver en succes?

…og tilbage til overskriften: Hvor svært kan det være!? – I det her tilfælde handler det om mangel på tid (en klassiker!) og udsigten til at kunne spare et par kroner ved at gå i idé- og designmode med det samme. Men hvad nytter det, at have sparet et par tusind kroner på en sund analyse- og designproces, når brainstorm- og farveladeprocessen er mundet ud i nogle ideer med tvivlsom effekt, som bliver dyre at realisere og som meget vel kan vise sig at gøre mere skade end gavn. Det samlede resultat af kampagnen står i mine stjerne til at blive en fiasko, men hey – vi fik aldrig defineret succeskriterierne, så hvordan kan sige at det er en fiasko. Fortvivlet? … eller filosofisk nysgerrig? Følg med til næste år! Her gentages processen formentlig – dog vælger man nok at opdatere designet, ændre teksten og måske smide et nyt spil på – hvorfor pille ved en fiasko… øhh.. succes… øhh… “løsning”.

Heldigvis findes der værktøjer og metoder til at bringe sådan et projekt sikkert i havn… Og nej, det tager hverken tre vintre eller koster en rumraket! Men ja, det kræver at man investerer noget tid og nogle penge i processen… hvilket giver god mening, taget i betragtning af det samlede kampagnebeløb.

Har netop bestilt Adobes CS3 Design Premium-pakke. Det er efterhånden en hel videnskab at gennemskue, hvordan de har bundlet de forskellige programmer, men med Design Premium-pakken er jeg vist nogenlunde dækket ind med både Photoshop, Illustrator, InDesign, Dreamweaver, Flash og Acrobat.

Synes ellers at jeg var ret skarp, da jeg for nylig købte CS2-pakken til spotpris på et restmarked – naturligvis med udsigt til en snarlig opdatering. Nu er jeg blot spændt på at se, hvordan skidtet performer på en Intel iMac

Der er iøvrigt sket en hel del med programmet siden dengang det så sådan ud (jeg tror faktisk at jeg startede med version 2.0 tilbage i de tidlige 90′ere – længe før jeg kunne stave til HTML eller WWW…)

I går blev rejseplanen.dk opdateret og min foreløbige lille 2 min. usability test anerkender følgende tiltag: Man har reduceret indtastningsmulighederne til ét AJAX-understøttet felt der tillader flere forskellige input-typer (Station / stoppested / vejnavn / by / lokalitet / tlf. nummer) hvilket umiddelbart virker som en fornuftig tanke.

Krak var f.eks. meget stolte, da de fik reduceret deres indtastningsfelter til 2 (”Hvad” og “Hvor”) til trods for at De Gule Sider lancerede samme setup nogenlunde samtidig.

Nu bruger jeg af princip ikke Krak, men jeg har efterfølgende taget mig selv i at taste en adresse ind i det forkerte felt på DGS, så jeg ser frem til at tage rejseplanen i brug og se hvordan det virker i praksis.

En anden snedig detalje er at man kan indtaste et telefonnr., hvorefter den laver et hurtigt (AJAX) adresseopslag… teknisk set smart, men spørgsmålet er hvor mange mennesker, der planlægger deres rejse på baggrund af telefonnumre? Anyway, det er en lækker nice-to-have. Det sløjt klingende “Lokalitet” er til gengæld en rigtig anvendelig feature! Jeg har ofte måtte lave et dobbelt opslag på først De Gule Sider og dernæst Rejseplanen for at finde vej til f.eks. en biograf, en restaurant, et firma, en kirke etc.